Hudpleje: To effektive nattevagter

10 gange sommerlykke i byen

Min sommer i byen skal proppes med alt det, som virkelig betyder noget for mig og familien. Mest af alt skal den proppes med ingenting. Tom kalender og tom skærm. Men masser af søvn, kys og is. Og så de 10 ting, som gør min bysommer til ægte sommer.

De 10 gange sommerlykke

  1. Jeg skal selvfølgelig til jazzfestival. Planen er at slå musik, sol og havluft sammen til en herlig sommercocktail, når jeg skal høre Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl ved Kulturhuset Islands brygge. Se mere her.
  2. Frilandsmuseet er altid en god ide. Og om sommeren er det nok det tætteste, man kan komme på ægte nostalgisk idyl. Kaffe og frokost i kurven og så afsted med Grisen til Brede Station!
  3. Sydhavnen er et af de eneste steder, hvor den gamle københavnske Olsenbanden-stemning har fået lov til at overleve – indtil videre. Området ved Bådhavnsgade er præget af ombyggede skure, små fiskekuttere og klondike-atmosfære. Jeg elsker det sted. Og en tur på kajen med lidt kaffe og kage – måske uden børn, bare med den bedre halvdel – det er som en lille ferie udenbys midt i heksekedlen.
  4. Jeg er stor fan af Tivoli. Det er vist ingen hemmelighed. Og jeg kan varmt anbefale at bruge en times tid på bænkene foran Pantomime Teatret, hvor du bl.a. kan opleve en fortolkning af H.C. Andersens Den standhaftige tinsoldat. Der er virkelig satset stort på den forestilling, komponisten er James Price, koreografen Dinna Bjørn og scenografen – ja, ingen ringere end Dronning Margrethe. Det er flot, muntert og veldanset. Spiller indtil d. 19. august.
  5. At være københavner er en priviligeret ting. Blandt andet fordi vi har let adgang til strand, selvom vi er midt i storbyen. Så en masse impulsive ture til Amager Strandpark med børnene, det er et must. Også om aftenen hvor der ikke er så overrendt. En perfekt måde at afslutte en god feriedag.
  6. Læsning, læsning, læsning – ingen ferie uden masser af gode bøger. Savner du inspiration til ferielæsningen, så har jeg et par gode ideer, hvis du klikker her. 
  7. Hvorfor snyde sig selv for ægte poolferie bare fordi, man holder ferie i byen? Hotellet Manon les Suites har det lækreste poolområde, tilhørende sauna og loungeområde. Faciliteterne er primært tiltænkt hotellets gæster. Men ringer du om morgenen, så kan du forhøre dig, om der er plads til udefrakommende. Er der det, kan herlighederne blive dine i en dag for 150 kr.
  8. Isvafler dyppet i mørk chokolade og fyldt med hjemmelavet is, toppet med guf – også hjemmelavet – og drysset med pjank og pjat. Det er ren sommer, og det er Frederiksberg Chokolade.
  9. Og for lige at blive på Frederiksberg. Haveselskabets Have er en lille grøn oase, som mærkelig nok ikke er så besøgt som naboen Frederiksberg Have. Det gør ikke noget. Passer mig fint at have den lille sø med åkanderne og den fine, hvide pavillon for mig selv. Men nu er “hemmeligheden” afsløret, så måske vi ses derude.
  10. Der er ikke noget billede til at illustrere min 10. sommerferielykke. For sidste punkt på listen er ingenting-tiden. Ingen-planer-tiden. Ingen-skærme-tiden. Bare vågne op (sent!) og se, hvad der sker. Eller om der overhovedet skal ske noget. Det er sommerlykke efter min smag.

1. Bukser, H&M
2.  Stribet, løs skjorte, Masai hos Magasin
3. Ring, udsolgt, men de har andre fine, Sezane
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudpleje: To effektive nattevagter