Madame bød på tirsdagsfrokost

Lidt af det løse: En uge med blomstertrøst, sydende kul og minder i stille sne

Jeg elsker mine løbeture. Der har bare ikke været nok af dem på det seneste. Da jeg arbejdede i den anden ende af byen, så var cykelturene frem og tilbage en del af motionen. Men nu hvor det meste af mit arbejde gøres derhjemme, så kan det hele godt blive lidt for stillesiddende. Og det passer mig ikke. Jeg har lyst og brug for mere løb. Der er bare liiige det med tiden… Denne uge begyndte med en frisk morgentur. Og det i den fineste, stille morgensne. Helt magisk. Det knitrende, uberørt pudder mindede mig om de vinterture jeg gik med min far dengang, han levede. Ikke at der skete så meget andet end, at vi gik der sammen i alt det hvide og så på de varme lys fra vinduerne. Det var bare trygt og rart. Sådan noget tænkte jeg på, mens jeg løb. Og det var en dejlig start på ugen.

Det var heller ikke så ringe at ugen bød på en ansigtsbehandling. En ny professionel behandling fra Nimue, der hedder Thermal Detox Peel. Og den går til makronerne! Den er baseret på kul. Og det boblede og sydede. Faktisk sved det også lidt. Og varmede. Men pyt med det, for det er en ret hurtig behandling. Det der kaldes en frokostpausebehandling. Bagefter var jeg lettere Miss Piggy-farvet. Det fortog sig efter et par timer. Virkningen – den blødeste hud – er der stadig. Det er mange år siden, at jeg har været så glat og fin. Ret vildt hvad sådan en hurtig omgang kan udrette. [Reklame idet det var en presseprøve-behandling.]

Hjemme på min arbejdspind fik jeg skrevet et par artikler og lavet lidt for en kommunikationskunde. Og selvom jeg er vild med sne, så kan jeg altså godt mærke længslen efter forår nu. Har fyldt stuerne op med blomster. Og så går der lidt overspringshandlinger i den – klik til Momondo, klik til Hotel.com og klik til Google Maps for at udforske små stræder i Umbrien. På min surfing har jeg opdaget området ved Trasimeno søen. Det tror jeg, der skal kigges nærmere på til sommer. Lige nu har jeg ingen planer om at rejse. Drømmer bare – og springer over.

Apropos rejser så er duftene fra Maison Margiela ofte skabt udfra rejserminder, oplevelser og steder. I denne uge fik jeg en forsmag på deres seneste duft Whispers in the Library. Det lyder lovende, men vi skal lige vente lidt, for den kommer først i butikkerne i midten af februar. Det samme gælder Giorgio Armanis Si Fiori , som var med til at give mine overspringshandlinger et italiensk twist. Rendyrket fest, elegance og finesse, som kun støvlelandet kan mestre det.                                                                                                             [Reklame – modtaget presseprøver]

Midt på ugen fremviste danske Gosh deres forårs- og sommernyheder. Så det var også med til at trække mig lidt op ad vintertristessen. De kommer bl.a. med pudder og blush, der har indbygget fugt i sig. Altså hyaluronsyre. Det er smart.                                                                            [Reklame – inviteret til pressemøde]

Og mellem pressemøder, produkttests, artikelskrivning og rejsedrømme blev der heldigvis også tid til en tur på cafe med teenageren. De små øjeblikke som jeg stadig kan have med hende – de varmer al januarkulde væk. Ikke at der kun er sødsuppe-stemning over samværet den denne 16-årige. Hun passer samvittighedsfuldt sit arbejde som rebelsk pubertetspige. 🙂 Men det er ok, når vi stadig kan få de små øjeblikke. Kun os to.

Jeg løb altså også lige ind i de her labre venner på vej hjem fra pressemøde. Jeg købte dem ikke i butikken, for det viste sig, at deres webshop var meget billigere. Mærkelig prispolitik egentlig. Nå, men støvlerne er bestilt og må meget gerne komme hurtigt.

Og når ens uge slutter med morgenmad på Hotel Sanders i selskab med de sødeste mennesker, gode grin og croissanter med det helt rigtige antal lag, så er det altså, at man kniber sig lidt i armen og tænker: “Det her arbejdsliv du har fået skruet sammen, det holder altså!” Anledningen til fredagens morgenhygge var denne lille nyhed fra A-Derma, Epitheliale A.H Duo Massage.

Tilværelsen giver os alle knubs, og er du blevet såret, så er massage en god vej hen mod et pænt og diskret ar. Epitheliale A.H Duo Massage er en gele-olie, som netop er beregnet til massage under arets genopbyggende fase, den må altså ikke kommes på et åbent sår. Gelen indeholder en høj koncentration af Cicahyalumide®, et patenteret komplex, der stimulerer hudens genopbygning. Jeg tror, at den bliver et hit til efterbehandling af operationsar, til strækmærker og til familier med krutugler. Gelen kan købes på apoteket fra 1. marts.

Og så var det fredag aften med X-Factor, sofahygge og slik i en skål. Den 8-årige kunne ikke vente til denne uge med at give mig fødselsdagsgave. Og jeg som troede, at den slags gaver uddøde, da min datter blev for stor til sådan noget. Forkert! Drenge laver også perlekæder. Og jeg tager den aldrig af! 

Slutter lige min ugerevy af, hvor jeg begyndte. I den stille sne med frost i kinderne. Fint så længe det varede. God uge til alle!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madame bød på tirsdagsfrokost