Et spørgsmål om sommerbluser

Så er det tid til at vende et af de helt store eksistentielle spørgsmål her på Make my Heyday. Hvornår har man sommerbluser nok? De fornuftige vil naturligvis svare: “Når du ikke behøver at gå med maven bar”. Sandt nok. Og jeg er langt fra det scenarie. Meget langt.
For jeg har et problem i mit klædeskab. De løse og lidt bohemede sommerbluser, dem der er afslappede, men også brugbare på job. Dem som kan gå lige så godt til jeans som til nederdel og shorts. Dem får jeg personligt aldrig nok af. Eller der kommer jo nok en pladsbegrænsning på et (snart forestående) tidspunkt. Jeg har virkelig mange af dem! De ryger ligesom ret hurtigt med hjem fra butikken. Og jeg er heller ikke så god til at skille mig af med dem igen. De må gerne blive boende på hylden – også dem fra 1990´erne. Måske skyldes det, at den slags bluser næsten altid sidder godt. Måske er det fordi, de passer til så meget. Måske skyldes det, at de fås i alle prisklasser – og ofte kan man ikke se, om det er den dyre eller den billige model, man har fingre i. Nå, men så længe de bliver brugt, så går det nok med min ødselhed på det punkt. Disse her har jeg i kikkerten lige nu. Og den på billedet ovenfor er virkelig god til at camouflere topmave.
Ingen kommentarer endnu