Efterår i maj - og lidt som trøster

Heyday Heroes: 5 der har overrasket mig

Guderne skal vide, at der er mange skønhedsprodukter derude. Og mange, som lover for meget. Derfor er det så herligt, når man støder ind i produkter, der gør meget mere, end de bryster sig af. Her kommer 5, jeg senest har haft den oplevelse med.

Reklame – modtaget til test

1. Den slipper jeg ikke

Udover at skrive på denne blog, så arbejder jeg jo med andre ting også – bl.a. er jeg skønhedsjournalist. Og så tester man en del produkter, skulle jeg hilse at sige. Og nogle gange så er der produkter, som bare med det samme tiltrækker ens opmærksomhed. Dette produkt hører ikke til i den kategori. Jeg overså faktisk produktet i lang tid. For jeg tænkte: “Nå ja, en essens med noget udtræk fra termalsk kildevand. Det er sikkert fint. Som så meget andet.” Men så gik jeg i gang med rent faktisk at bruge essensen hver dag, morgen og aften. Og det er ret vildt. Har sjældent prøvet noget, som virker så fugtgivende. Min hud kommer ikke i nærheden af at være stram og tør, hvilket den ellers godt kan være. Essensen indeholder 35 forskellige vitaminer og mineraler, og den bliver en fast bestanddel af min hudpleje fremover.

Life plankton Essence, 450 kr. Biotherm

2. Kapsler der stryger

A-vitamin er kendt som “strygejernsvitaminet”. Det er en af de eneste hudplejeingredienser, som rent faktisk har fået dermatologernes anerkendende nik for at have en reel virkning på fine linjer og bindevævet i al almindelighed. Men A-vitamin er mange ting. Der er flere medlemmer af familien. Og de er ikke alle lige gode til at trænge ned i det mellemste hudlag, som er der, hvor der skal spændes op, hvis du er ude efter en foryngende virkning. A-vitaminet retinol og A-vitamin ester penetrerer dybt nok ned i huden til at virke på rynker. Og bl.a. derfor er dette et stjerneprodukt i mine øjne. De små kapsler indeholder hver et skud retinol, der sammen med  jojobaolie, nærer huden. I de perioder, hvor jeg har brugt kapslerne, har jeg oplevet, at min hud er blevet mere spændstig og sund at se på. Jeg bruger dem kun i perioder og kun om aftenen før sengetid, og så har jeg været ekstra påpasselig med solcreme i de perioder. For retinol gør nemlig huden mere følsom overfor UV-stråler. 

Ideal Resource Youth Retinol Oil Concentrate, 895 kr. Darphin

Læs også de bedste råd, jeg har fået mod tør hud.

3. og 4.  Svensk naturkraft

Det er ingen hemmelighed, at jeg er småtosset med spa. Og skulle der ikke være tid eller råd til spa på hotel (og det er der jo ikke så tit i den virkelige verden), så kan lækre produkter sagtens gøre det for mig. Gennem årene har jeg fået en lille håndfuld favoritbrands, som virkelig kan køre mig i zen og levere velduft og lækker hud. Blandt dem er L:A Bruket, som kommer fra svenske Varberg, en by der er kendt for sine spasteder. I produkterne bruges al det kraftfulde guld, som den lokale natur kan tilbyde – som f.eks. havsalt, tang og urter. Lige nu hvor fødderne er kommet frem i lyset, så er Sea Salt Scrub genial. Den eksfolierer hård hud væk og tilfører samtidig plejende og opfriskende olier fra eucalyptus og merian. Deres body oil skal bare prøves, hvis du som jeg, kan opleve perioder med søvnbesvær. Et varmt bad og så olien med lavendel og salvie på fugtig hud. Godnat!

046 Body Oil Sage/Rosemary/Lavender, 271 kr. L:A Bruket
Sea Salt Scrub Majoram/Eykalyptus, 279 kr. L:A Bruket

5. Helse til huden

For et års tid siden besøgte jeg den sydfranske by La Roche Posay. Byen er kendt for sit termalske kildevand og et termalsk center, der gør brug af vandet i behandlingen af patienter med hudlidelser som psoriasis og atopisk eksem. Faktisk kan franskmænd få 3-ugers behandlingsforløb med daglige bade i vandet udskrevet på recept hos hudlægen, og behandlingen betales af staten. De franskmænd! Det er i byen La Roche Posay, at hudplejemærket af samme navn produceres. Naturligvis baseret på det helsegivende vand. Og det virker. Min datter som lider af atopisk eksem, har fået mange nætters søvn reddet af deres cremer. Og selv er jeg faldet for denne lille fugtgiver, som udover kildevandet er proppet med hyaluronsyre og vitamin B5. Den plumper moden hud op, så de fine linjer sløres, og huden får et friskere udseende. Jeg bruger den faktisk også som opfrisker i løbet af dagen og når min hud virker træt.

Hyalu B5, 315 kr.  La Roche Posay

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterår i maj - og lidt som trøster