Til nytårsfest - og kedelige tirsdage

Jeg vil dufte af affald, figner og engelsk prinsesse

Når man har arbejdet som livsstilsjournalist i mange år, så har man stukket næsen i en god portion dufte. Den del af arbejdet er svær at blive træt af, må jeg sige. Dufte er følelser og stemninger. De sender som intet andet minderne helt frem i bevidstheden. Lavendel kan berolige, rosmarin giver fokus og citrus virker opfriskende. Jeg bruger parfumer til at sætte mig i lige netop det gear, som jeg har brug for. Jeg har aldrig været særlig trofast mod parfumer. Der står altid to gode håndfulde fremme, og jeg vælger pift efter humør og dagsform. For tiden ser hylden sådan her ud.

Reklame – produkter modtaget som presseprøver

100% god
100BON (udtalt scent bon – altså et ordspil, der over “god duft”) er et fransk parfumehus, som skaber 100% naturlige digte baseret på økologisk hvedealkolhol. Det lyder måske lidt urter. Det er det også – på den virkelig sofistikerede og lækre måde vel at mærke. Varianten Carvi & Jardin De Figuier har sødmen fra figentræets bark og saft tilsat noter fra de bitre grønne blade. Jeg er vild med den som lækker hverdagsduft. 100Bon
Lidt engelsk prinsesse er man jo altid

Tænk five o’clock tea, fine fruer i Fortnum & Mason og selskaber på godser a la Downton Abbey. Det historiske engelske parfumehus Floris kan bryste sig med logoet “By appointment to Her Majesty The Queen”, det bliver næppe mere klassisk og konservativt. Og dog. Skulle du udfra beskrivelsen og flaconen antage, at parfumen er en lidt tung og bedaget dame, så tager du fejl. Den er simpelthen ren forkælelse af næseborene efter min mening. Top noter af darjeeling tea et mildt hjerte af rose og en bund af sandeltræ og let vanillie. Det spiller så fint og tidløst sammen. Der medfølger en guldkuglepen, så modtageren kan fuldende parfumens navn A Rose for… Floris of London

En rose fra Barcelona

Så feminin og fin. Toccas flaconer ligner altid hinanden, kun mærkets farve varieres. Og duftene falder alle i min smag. Ikke for påtrængende, men alligevel bemærkelsesværdige. Senest er det Isabel jeg er faldet for. Arkekvinden som er musen for denne duft, kommer fra Barcelona, er uforudsigelig og fængslende med noter fra bl.a. bergamot og spansk rose. Tocca

Et pift af skraldespand

Jeg er affald. At kalde en parfume det giver naturligvis opmærksomhed. Det er skævt, humoristisk, og der er lidt bad ass over det. Men så skal duften jo også kunne følge med. Den skal være noget udover det sædvanlige for at leve op til sit navn. Og det er den. Den bærende ide bag parfumerne fra Etat Libre D’Orange er at bruge udtræk fra affald til at skabe velduft. En tone der klinger i harmoni med bæredygtig tankegang. Det er godt tænkt, lidt sjovt og faktisk virkelig godt parfumeurarbejde. I serien findes f.eks. Putain des Palaces (paladsets hore) og Jasmin et Cigarette. Sidstnævnte dufter faktisk af røg. Men ikke på den ubehagliege måder, man ellers godt kunne forestille sig. Virkelig spændende duft. Jeg har udvalgt mig I am Trash med æble, rose og bitter orange, som nok kommer til at hænge i luften bag mig godt ind i 2019. Etat Libre D’Orange

Blomster fra klosterhaven

Jeg har for nylig opdaget denne franske niche parfume fra Le Couvent, der laver dufte inspireret af unikke øjeblikke og stemninger fra haverne i Le Couvent des Minimes i Provence – et munkekloster fra 1614, der er omgivet af et væld af plantearter og blomster. Og deres unisex duft Aqua Paradiso er så let og frisk og perfekt på trætte dage, hvor jeg har brug for hjælp til at holde fokus. Le Couvent

En klar juvel

Jeg har i mange år været fan af parfumerne fra juvellerfirmaet Van Cleef & Arpels. De er udsøgte. Eksklusive. Og flaconerne er bare god smag. Så hver gang de udkommer med en ny varianter, er jeg fremme med næsen. Og deres Rose Rouge har virkelig fanget min opmærksomhed – og andres. Hver gang jeg har den på, spørger folk til, hvilken duft jeg bruger. Det er jo altid dejligt. Når det er fordi, man dufter godt vel at mærke. Og det gør man med Rose Rouge, der har frugtagtige og sprudlende topnoter kombineret med karakter fra solbær og pink peberkorn. Van Cleef & Arpels

Morgenduft hos Tiffanys

Og for at blive i smykkehusene, så har Tiffanys parfume også stil over sig. Jeg er lidt i New York, lidt tilbage i 1950′ erne og lidt sammen med Audrey Hepburn, når jeg lukker øjnene og dufter til den. En ren, elegant og charmerende duft med noter af blomstrende mandarin og blå iris. Og en fin måde at få lidt diamantstøv fra Tiffanys – når smykkerne nok ikke kommer indenfor rækkevidde i dette liv Tiffany & Co.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til nytårsfest - og kedelige tirsdage