De 7 lykkeligste ting ved denne sommer

Båstad – mine 5 bedste tips til sydsvensk ferie

Så var vi igen i Båstad, igen blev det en succes, og vi kommer tilbage igen. Den by kan altså noget helt særligt. Få her mine bedste tips til ferie i den sydsvenske badeby med nuttet træhusidyl og champagneslubrende livsnyderi.

Det er nu snart 10 år siden, at jeg og familien begyndte at bruge Båstad som feriemål. Og kald os uopfindsomme satte typer, tryghedsnarkomaner eller hvad du vil. Men vi kommer tilbage hvert år. Skifter lidt – men kun lidt – mellem hotellerne. Og vi er glade, bløde og tilfredse feriemennesker hver gang, vi har været der. Et par dage eller en uge i den sydsvenske badeby virker. Effektivt. Og ikke kun om sommeren. Hele året rundt.

Båstad ligger kun ca. 50 km nord for Helsingborg, indrammet af Hallandsåsen og havet. Den har været fashionabel badeby i over 120 år. Ludvig Nobel frekventerede byen og Gustav V brugte både feriemålet som badeby og til at spille tennis – en sportsgren, som er gået hen og blevet en vigtig del af Båstad. Den prestigefyldte tennisturnering Swedish Open bliver nemlig i juli måned afholdt i byen.

Jeg er ikke tennisinteresseret. Det er af helt andre grunde, at jeg er fan. Læs med her.

1. Hoteller der kan den svenske ting

Foto: @hotelskansen

Svenskerne er efter min mening særdeles gode til hoteller. De gør det så gennemført. Og der er ret mange gode steder at overnatte i Båstad. Vi plejer at benytte os af spa-hotellet Skansen eller Riviera Strand. Førstnævnte når vi er på voksen getaway og Riviera Strand, når hele familen er på tur.

Huset på vandet

Udover at begge steder er fine eksempler på det svenskerne er så gode til, når det gælder komfortable og forkælende hotelkoncepter, så byder Hotel Skansen på et badehus for enden af en lang badebro. Og det er efter min mening en lille attraktion med kæmpe wellness-effekt. For det lille træhus er udstyret med hed sauna, udendørs varmtvandsbassin, pejs, lounge og vigtigst af alt: en lille stige ned i havvandet. Et dyp i det kolde vintervand efter en tur i saunaen derude på vandet med blikket rettet mod horisonten – det gør underværker for et slidt og småstresset sind.

Fire lykkelige familiehjerter

Familiehotellet Riviera Strand er perfekt, når målet er at ramme noget, som både en 8-årig, en på 16 og to gamle travere kan skrive under på, er ferielykke. Udendørs varmtvandsbassiner og bruser på kæmpe solterrasse, enorm indendørs pool med klatrevæg, store lejligheder alle med fuldt udstyret køkken og med altan, virkelig god buffet – både morgen og aften – indtaget på endnu en terrasse med panoramaudsigt over havet. Og der er softice-maskine! Hvad mere kan et børnehjerte begære?

Udsigt fra poolterrassen på Riviera Strand

Lounge og pejs på Riviera Strand

2. Havn, hav og morgenkåber på tur

Ankeret i Båstad er den store lystbådehavn omkranset af restauranter og cafeer med udendørsservering. Der er en helt sydlandsk stemning, når vejret er godt. Og på mine tidlige morgenløbeture ser jeg den ene vandrende morgenkåbe efter den anden trisse ned til badebroen, man hilser på og hopper i. Og så trisses der hjem igen til kaffen. Lige præcist så sløvt og stille og lokalt, som det skal være.

Pastelfarvede drømme

Båstad har gode, børnevenlige badestrande både øst og vest for havnen. Og som fine pastelsarte perler på en snor ligger de små badehytter i skellet mellem sand og skov. Allerede i første halvdel af 1800-tallet var Båstad et populært bad- og kursted for fine folk. Og de fine folk byggede deres fine sommervillaer langs vandet. Mange af dem ligger der endnu. De ligner scenerier fra en Madicken-historie. Flotte palæ-lignende træhuse. På mine spadsereture langs vandet har jeg drømt mange drømme, hvori jeg var den glade ejer af sådan et hus. Dagdrømme ja, men de har også ret.

3. Stribevis af dukkehuse

Der er meget godt at sige om hav og hoteller i Båstad. Men når vi har dyppet os nok i saltvand og pool, så er jeg klar til en gåtur i byens små gader og stræder. Og jeg kan kun sige: Der er så fint! De gamle gadelygter, stokroser, brostensbelagte gårde, små røde og pastelfarvede træhuse. Jeg er helt væk på eventyr, når jeg går rundt der.

I middelalderen var Båstad en rigtig købsstad på grund af det sildefiskeri, der blev bedrevet fra havnen. Men så oplevede byen nedgangstider og fik først en slags genrejsning, da man i første halvdel af 1800-tallet opdagede, at ophold ved havet havde gavnlig effekt på syge og svage. Der kom gang i en helt ny industri. Hoteller og pensionater blev bygget, og de fleste af byens huse er derfor fra den periode. Og det er helt ok for en nostalgiker som mig.

4. Vi fikar hele dagen!

Man må gerne spise meget kage til kaffen, når man har badet, svedet i sauna og kigget på hyggelige huse hele dagen. Man må også gerne gøre det flere gange om dagen. Det er reglen. Og den gælder alle ferier. Svenskernes fika-kultur passer derfor vores familie mere end godt.

I Båstad er der mange hyggelige små kaffe-kage-pushere. Skal det være nede ved stranden er Veranda Café & Bistro vores favorit. Og oppe i byen er Kafé Bokhandlaregården absolut ikke til at stå for. Bag hovedgadens gamle boghandel ligger der den skønneste, brostensbelagte gård med stokroser og udendørsservering. Man kan også sidde inde i den rustikke café. God kaffe, hjemmebag og herlig svensk idyl.

5. Klipper, blomster og små punktummer

Du kan altid vælge at blive i Båstad og nyde badebyslivet der. Det er ofte så langt, vi når på vores ferier. Men du befinder dig på Bjärehalvøen, og den byder på flere fine udflugtsmuligheder, som er værd at bruge en dags tid på.

Er du til blomster og haver, så er Norrvikens Trädgårdar dit hot spot. Stedet blev tidligere drevet af vores danske Tage Andersen. Et perfekt sted at svælge i flora og farver. Og parken ligger kun 7 km udenfor Båstad.

Den bratte afslutning

Godt nok er Båstad ikke nordligere end Grenå, men du kan alligevel komme til at se klipper. Ret dramatiske klipper faktisk. Følger du Hallandsåsen vest for Båstad og kører ad kystvejen forbi Kattvik, kommer du ud til Hovs Hallar. Og det sted virker altså ret imponerende på en flad dansker. Det er her, at Hallandsåsen stopper og knejser mere end 100 m over havet. Klatrere er glade for stedet, det er det udspringende badefolk også. Jeg nøjes bare med at beundre.

Helt ude på spidsen af Bjärehalvøen ligger Torekov. En fin lille by, mindre end Båstad, men også udstyret med fine stræder og træhuse. I 1800-tallet var Torekov en kunstnerkoloni takket være det fantastiske lys. Helt på samme måde som vi kender det fra Skagen. I dag ligger der stadig en del gallerier. Og på havnen plejer vi at besøge det finurlige søfartsmuseum af et skibsvrag med galionsfigurer og det hele. Lige ved siden af ligger denne lille hytte, du ser på billedet og udgør det punktum, der afslutter halvøen.

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 7 lykkeligste ting ved denne sommer